De lækreste koldhævede ølandsboller



Jeg er for ikke så forfærdeligt længe siden vendt hjem fra nogle skønne, skønne dage i sommerhus i Mols Bjerge. For mig er sommerhus lig med god mad, og gerne af den slags som tager lidt ekstra tid at lave. Hver morgen stod jeg således op, før resten af huset vågnede, for at klargøre et solidt morgenbord, hvor på disse boller bl.a. udgjorde et lækkert element - til stor begejstring for min søster, som faktisk udnævnte dem til at være de bedste boller, hun nogensinde havde fået. Og hun arbejder altså i byens bedste bager. ;)

Egentlig er bollerne super nemme at lave, og hvis man ellers lige husker at smække en dej i køleren, inden man hopper i seng, jamen så har man næste morgen de lækreste boller, som gør sig umådeligt godt med tandsmør. Eller nutella.

Bollerne er udelukkende lavet på ølandshvede, som er min absolutte yndlings melsort. Ølanshvede har et højere proteinindhold end almindelig hvede, og så smager det bare af mere. Derudover bliver ølandsbrød 'sejt', men alligevel fyldt med små lufthuller indeni. Vildt lækkert!

Opskriften lyder som følger

Aften - nedenstående ingredienser røres sammen
- 350 gram koldt vand
- 15 gram gær
- 1 spsk akaciehonning
- 10 gram groft salt
- ca. 400 gram ølandshvede

Først røres gæren ud i vandet. Dernæst tilsættes salt og honning. Melet tilsættes til sidst lidt ad gangen, og dejen æltes med en grydeske. Den må endelig ikke føles 'mættet' af mel, den skal i stedet gerne være godt klistret. Dejen skal herefter på køl indtil næste morgen.

Morgen - bollerne efterhæves
Start med at skrabe dejen ud på et meldrysset bord. Her æltes den igennem og formes til boller. Der bliver en 8-9 stykker ud af en portion. Dejen skal kunne formes med hænderne, men stadig være lidt klistret i det. Bollerne efterhæver nu under et viskestykke en halv times tid - gerne længere.
Imens tændes ovnen op på 250 grader varmluft. Pladen, som bollerne skal bages på, skal stå i ovnen og varme op.

Når ovnen er klar, og bollerne har efterhævet, skal de først bages ca. 8 minutter ved 250 grader. Herefter skrues ovnen ned til 200 grader, og bollerne bages yderligere 8-10 minutter. Man kan med fordel stille en bradepande med lidt vand nederst i ovnen - det giver blot en endnu sprødere skorpe på brødet.
Bollerne er færdige, når de føles hule, når man banker dem på bunden. Velbekomme!

Kommentarer

Populære indlæg