Chevre Chaud med pære, hindbær og laks


Eller varm ged som denne salat kan oversættes til. Problemet bliver da bare, at varm ged nok ikke just er det første, man forbinder med en virkelig delikat salat? I hvert fald lyder Chevre Chaud både mere indbydende og sofistikeret. Men sådan er det jo med det franske, ikke sandt? Det er så lækkert et sprog. Alting lyder bare mere sexet på fransk. Jeg har ofte ønsket at kunne kaste om mig med franske gloser, som var jeg en anden pariser chic, og jeg har da også stadig en optimistisk idé om at skulle lære sproget en dag. Jeg ved bare ikke helt, om jeg har, hvad der skal til. Det forholder sig nemlig sådan, at jeg har formået at have spansk 3 år i gymnasiet uden at have fået tillært mig så meget som et par anvendelige sætninger. Og det er egentlig en smule imponerende, alt taget i betragtning. På 3 år når man trods alt at have en del timer med spansk på skemaet. Men faktisk passer det heller ikke helt, at jeg ingenting kan sige, for jeg kan bestille to (faktisk hvor mange det end skulle være!) øl, og lidt vin vil jeg også mene at kunne klare. Så går man da ikke helt galt i byen ;-)

Nok om sprogkundskaber, for det skal jo handle om mad. Og dé der franskmænd, de forstår sig altså på god mad. Chevre Chaud er en klassiker, og min personlige favorit, når det kommer til salat. Dog er jeg den eneste her på matriklen, som er pjattet med ged, så jeg får det som hovedregel kun, når jeg er ude. Eller når jeg laver mad med mine veninder, hvilket var tilfældet med ovenstående gedesalat. Vi købte et godt flute og en rulle gedeost, og så tømte vi ellers bare køleskabet for alskens rester og godter. Resultatet blev ret lækkert, så en opskrift må der til. Here goes.

Chevre Chaud med pære, hindbær og laks, 4 personer
- Et lækkert flute
- En rulle gedeost
- Olivenolie
- En rest bagt laks
- 2 hoveder hjertesalat
- En bakke friske hindbær
- En pose pinjekerner
- 2 pærer
- Feta (hvis man nu synes, at to slags oste giver smagsforvirring, så undlader man bare featen)
- Evt. balsamicoglaze

Fremgangsmåde
Brødet skæres i tynde skiver og pensles med olie. Dernæst skæres osten i skiver og lægges på brødet, som bages i ovnen i små 10 minutters tid. Imens anrettes resten. Skyl salathovederne og riv blandende i mindre stykker. Steg pinjekerne på en tør pande, til de begynder at tage farve, og skær pærerne ud i passende stykker. Anret med laks, feta og hindbær på 4 tallerkener og top salaten med de færdige ostebrød. Man kan dryppe lidt balsamicoglaze udover - det giver lige det sidste pift.
Muuums Filibaba!

OBS: Af andre lækre smagskombinationer til salaten kan jeg anbefale:
- Friske figner, blåbær, mandler og laks
- Æbler, honningristede valnødder og sprødstegt parmaskinke

Kommentarer

Populære indlæg