Crumble med friske jordbær, rabarber og nektariner


Mmmmm, crumble! Jeg har endnu kun mødt ét menneske på min vej, der ikke brød sig om crumble. Det er simpelthen for mærkeligt! Den type menneske lærer man (jeg) nok aldrig helt at forstå. Jeg mener, hvem kan ikke lide sødt og sprødt smuldre og...frugt? Nuvel, hver sin smag. Heldigvis sætter langt de fleste mennesker gladeligt tænderne i sådan en crumble-sag. Undertegnede er én af dem, hvorfor valget ofte falder på crumble, når der skal kage på bordet her i huset.

Yndlingscrumblen er med rabarber, men da vores lille busk herhjemme var nærig i år, måtte der suppleres med andre sommerfavoritter. Valget faldt på jordbær fra haven og saftige nektariner. Hvilken herlig kombination dét resulterede i!

Crumble med jordbær, rabarber og nektariner, 4-5 personer (indrømmet, vi var kun 3 om denne)

Crumble:
- 125 gram rigtigt smør
- 100 gram kokossukker (alternativt almindeligt sukker)
- 50 gram kokosmel
- 100 gram havregryn
- 50 gram hvedemel
- 50 gram grahamsmel
- 1-2 tsk vaniljesukker
- 1-2 tsk kanel (kan sagtens udelades)

OBS: Kokossukker anvender jeg ofte i stedet for sukker, da jeg bilder mig selv ind, at det er sundere. I hvert fald er det uraffineret og påvirker blodsukkeret mindre end almindeligt sukker. Desuden indeholder det en lille mængde zink, magnesium og B-vitamin, og dét er i hvert fald mere, end man kan sige om almindeligt sukker. Vigtigst smager det dog virkelig godt - en smule 'brændt' og krydret som brun farin. 

Frugtblanding: 
- 4 stængler rabarber
- 3 nektariner
- Ca. 15 friske jordbær
- 3 spsk sukker
- Kornene fra 1 vaniljestang

Fremgangsmåde
Start med at befri vaniljekornene fra stangen. Bland herefter kornene med en smule af sukkeret, så de skilles ad (ligesom Blomsterberg!). Skær nu frugterne i mundrette stykker og bland dem med sukker og vanilje. Smør herefter et tærtefad med smør og kom frugtblandingen heri.
Crumblen laves ved først at blade mel, kokosmel, havregryn, sukker, kanel og vaniljesukker sammen. Herefter smuldres smøret ned i blandingen, og det hele æltes sammen med hænderne. 'Crumble-dejen' hældes nu over frugtblandingen, og hele herligheden bages en halv times tid ved 200 grader.

Server desserten med creme fraise, flødeskum, skyr - whatever you like. Og så er det ellers på med solbrillen og ud i solen, som endelig(!) viser ansigt. Se dét er ægte sommerlykke!

Kommentarer

Populære indlæg