Galette med tomater, feta og basilikum


En galette er en fransk tærte med et meget rustikt udseende, som kan laves både med og uden æggefyld. Den laves dog altid uden tærteform, og dét synes jeg er smart! Ingen form = mindre opvask. Win! Kan jeg springe over, hvor gærdet er lavest, jamen så gør jeg det. Især når det handler om opvask, for det er da noget af det mindst ophidsende i denne verden. Jeg er den, som opfandt opperen (læs: opvaskemaskinen), evigt taknemmelig. Men det tror jeg nu egentlig, vi er mange, som er. :-)

Nå, nok om opvask. Her kommer opskriften på en absolut lækkerbisken, som fungerer perfekt som hverdagsmad med en grøn salat on side. Jeg laver som oftest galetten med tomat og feta og så en masse friske krydderurter, fordi det er en sikker vinderkombination, som alle herhjemme kan være med på. Dog leger jeg lidt med tanken om en kombination med hjemmelavet basilikumpesto, glaserede rødløg og gedeost. Jeg tror, det kunne smage SÅ godt! Det må jeg lige få afprøvet inden længe.

Galette med tomater, feta og frisk basilikum 

Bund:
- 250 gram boghvedemel
- 100 gram smør
- 3 små æg
- 1,5 tsk salt
- 1 tsk tørret timian (eller anden krydderurt)

OBS: Boghvedemel kan selvfølgelig udskiftes med en hvilken som helst anden type mel, men jeg vil nu uden tvivl anbefale, at man holder sig til originalopskriften. Boghvede er nemlig super lækkert, da det giver en nøddeagtig smag og en dejlig sprødhed. Boghvede er egentlig ikke en kornsort, men et frø, så det er altså langt sundere end fx almindelig hvede. Proteinindholdet er på ca. 14% og frøet indeholder desuden en god portion kostfibre og gode fedtstoffer. 

Fyld:
- 500 gram cherrytomater
- 1 lille potte frisk basilikum
- 2 rødløg
- 3-4 fed hvidløg
- Salt og peber
- Olivenolie
- Ca. 1 spsk balsamicoeddike
- Feta fra blok (bare så meget som man nu synes)

Fremgangsmåde
Smuldr først smøret ned i melet og tilsæt efterfølgende æg og krydderier. Saml dejen med hænderne og lad den hvile i køleskabet i en halv times tid.
Fyldet laves ved at halvere tomaterne, samt hakke løg, hvidløg og basilikum. Løg og hvidløg svites først et par minutter i olivenolie, hvorefter tomater og basilukum tilsættes. Rør rundt i blandingen og tilsæt balsamico. Skru ned for varmen, og lad tomatblandingen stå og hygge sig. Imens udrulles dejen på et stykke bagepapir. Den skal rulles tyndt ud, men ikke så tynd, at kanterne ikke kan foldes ind mod midten.
Placer nu fyldet midt på tærtedejen og smuldr feta på toppen. 'Pak' derefter den resterende dej halvt ind over fyldet, og bag galetten i ca. 35 minutter ved 200 grader varmluft.

Sidst jeg lavede den franske klassiker, serverede jeg den med bønnefritter, stegt kyllingebryst og flute med hjemmerørt hvidløgssmør. Jeg lover jer, at det var lækkert!

Kommentarer

Populære indlæg