Pizza, grundopskrift + to forslag til fyld


Herhjemme er der pizza på menuen hver fredag. Som i h v e r fredag, uden undtagelser. Til nød kan pizzafesten udsættes til lørdag eller søndag, hvis ingen er hjemme, men altså, ingen weekend uden pizza her på matriklen. Bum. Sådan har det været de sidste 12 år, vil jeg skyde på. Så I kan nok godt regne ud, at det i længden bliver til ret mange pizzaer, man får sat til livs. Og at man i længden også bliver ret god til at bage pizzaer, når man sådan praktiserer kunsten på ugebasis.

Jeg er udmærket klar over, at man får fantastiske pizzaer, hvis man nusser lidt ekstra om dem. Koldhævede bunde, tomatsovs lavet på friske tomater, krydderurter und so weiter. Og hvis man er i humør til den form for slow cooking, så forstår jeg det godt, for resultatet bliver ualmindeligt lækkert. Men er man mere i humør til hurtige pizzaer, som ikke kræver meget længere tid i køkkenet, end den tid pizzamanden kræver fra opringning til levering, så forstår jeg det endnu bedre. Derfor er nedenstående dej og tomatsovs legende lette at bikse sammen, men ikke desto mindre sikre vinderopskrifter.

Og så er der lige én vigtig regel; Der skal altid laves nok pizza til, at der er en god stak rester at finde i køleren, til de der måtte komme halv- eller helsnalrede hjem i nattens mulm og mørke, plaget af en hungrende sult efter noget salt og fedt.

Bunde, giver 2 store pizzaer
- 25 gram gær
- 250 gram speltmel (eller pizzamel)
- 1 ¾ lunken vand
- 1 spsk olivenolie
- 1 tsk sukker
- En lille spsk salt

Fremgangsmåde
Opløs gæren i vandet og tilføj salt, sukker og olie. Tilføj derefter melet lidt ad gangen, og ælt dejen i hænderne. Den skal være let og smidig. Stil den til hævning imens fyldet laves. 15-20 minutter er nok.
Del derefter dejen i to, og rul hver del ud på et meldrysset bord. Des tyndere des bedre!

Tomatsovs til 1 stor pizza
- 1 dåse tomatkoncentrat af de store
- 1 spsk olivenolie
- 1 lille spsk balsamicoeddike
- 1 fed hvidløg
- Frisk eller tørret basilikum
- Salt og peber

Fremgangsmåde
Såre simpelt. Åben en dåse tomatkoncentrat, hak hvidløg og evt. basilikum og bland det hele sammen.

Nedenfor ses de to kombinationer af fyld, som min søster og jeg lavede i fredags. Eller, vi manglede tomater til favoritten, men ville have kommet dem på, hvis vi lige havde haft nogle. Desuden putter vi altid parmaskinke på, inden pizzaen skal i ovnen. Det er dog også lækkert at vente, til pizzaen er bagt. 

Fyld 1 - favoritten (til de kødspisende)
- 2 bøffelmozzarellaer
- 1 pakke parmaskinke
- Grønne oliven
- Små tomater
- Oregano
- Frisk basilikum eller rucola
- Friskrevet parmesan

Fyld 2 - Den hvide pizza (til vegetarene)
- Pesto til at smøre på bunden, gerne hjemmelavet
- 4 mellemstore kartofler i skiver, vendt i olivenolie
- 1 rulle gedeost
- 2 portobellosvampe eller ca. 10 champignoner, steg dem et par minutter på en pande, inden de kommes på pizzaen
- Frisk basilikum

Bagning af pizza
Alfa omega er, hvordan man bager sin pizza. Den skal være crispy og lækker, præcis som kom den direkte fra en stenovn i en italiensk mamas køkken. Og det er ikke så svært at gøre kunsten efter, blot man kender et par simple spilleregler. Here goes:
- Stil ovnen på undervarme og skru højt op for varmen, ca. 240 grader
- Bag altid kun én pizza ad gangen
- Bag din pizza på nederste rille i ovnen i ca. 10-12 minutter


Kommentarer

Populære indlæg