Rabarberkompot med æble, ingefær og vanilje


Det er stadig rabarbersæson lidt endnu, og det forsøger jeg at udnytte til fulde. Man kan selvfølgelig vælge at købe den delikate frugt (grøntsag?) i supermarkedet, men der er nu noget over det, at kunne lave mad med egen avl. Således følte jeg mig mægtig heldig, da jeg for et par dagen siden opdagede, at vores lille rabarberbusk stod med 15 små og røde stængler lige klar til at blive plukket.
'De skal omtrylles til en rabarberkompot med ingefær og vanilje', tænkte jeg straks, og kort tid efter havde jeg lækker topping til morgengrød og yoghurt stående i køleskabet. Den lille lykke varede dog kun ved i to dage, for så var glasset pludselig tomt. Såååå, note to self: køb flere rabarber!

Rabarberkompot med æble, ingefær og vanilje 

Til et halvstort glas skal bruges:
- Ca. 15 små stængler rabarber
- 2 æbler
- Et stykke ingefær, revet (jeg er vild med ingefær, så jeg brugte et ret stort stykke på nok omkring 3x3 cm)
- Kornene fra en vaniljestang
- 3 spsk kokossukker (eller almindelig sukker)
- 1 spsk akaciehonning
- Evt. 1 tsk kanel

Fremgangsmåde
Skær æbler og rabarber ud i små stykker og kom dem i en tykbundet gryde med 1 spsk vand i bunden. Befri vaniljekornene fra stangen og kom også dem i gryden sammen med revet ingefær, sukker og honning. Put også lidt kanel i, hvis du er til det.
Skru godt op for blusset og rør rundt i blandingen, indtil både æbler og rabarber er blevet en smule møre. Læg herefter låg på gryden og skru ned for blusset, så kompotten kan stå og passe sig selv i en 10 minutters tid. Rør i den et par gange, så den ikke brænder på. Når rabarberne er kogt helt ud, er kompotten færdig. Jeg blendede min i et par sekunder med en stavblender, fordi æblerne ikke ville koge helt ud. Det kan man gøre, men man kan også lade være, hvis man synes det er lækkert med en kompot til den chunky side. Til sidst er det bare at hælde herligheden på et skoldet marmeladeglas, og så kan den ellers nydes på alt fra ristet brød til grød.


Kommentarer

  1. Er vild med din madblog! Smagte din brownie-cookiedough kage hjemme ved Malle, er forelsket!
    Knus Maria

    SvarSlet
  2. Hvor er du sød! Tusind tak! Håber du hart det dejligt :-)
    Knus

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg