Snegle med spinatpesto, soltørrede tomater og pinjekerner



Nu har jeg jo før nævnt, at pizza er min livret, og samtidig har jeg plapret om, hvor fantastisk det er, at der findes så mange variationsmuligheder af gudespisen. Én af de variationsmuligheder ses ovenfor; pizzasneglen. Pizzaens fætter, om man vil. En smart variation som pludselig gør pizzaen til oplagt picnic-mad, tapaselement eller madpakkesubstans, grundet dens lille fikse størrelse. Dog kan traditionelle pizzasnegle med skinke, ost og tomat hurtigt komme til at klinge lidt for meget af børnefødselsdag eller halvdårlig kantinemad, hvorfor jeg her har forsøgt mig med en mere utraditionel og spændende smagskombination. Resultatet, ja det blev altså helt okay, hvis jeg selv skal sige det. Og det skal jeg jo.

Pizzasnegle, ca. 20 styks 

Dej
- 50 gram gær
- 3 dl lunken vand
- 1 tsk groft salt
- 1 tsk paprika
- 1 tsk honning
- 1 spsk olievnolie
- 150 gram grahamsmel
- Ca. 300 gram hvedemel
- En håndfuld hørfrø

Pesto 
- En stor pose frisk spinat
- 1 tsk salt
- 2 fed hvidløg
- Ca. 1 dl olivenolie
- 1 stor håndfuld mandler
- 1/2 parmesanost (af de der trekanter. Jeg ved ikke lige, hvor meget sådan en vejer)

Ydermere
- En pose pinjekerner
- Et glas soltørrede tomater

Fremgangsmåde:
Gæren smuldres i en skål og der tilføjes vand og honning. Rør rundt indtil gæren er opløst og tilsæt da olie, salt, paprika og hørfrø. Kom nu grahamsmel i blandingen og efterfølgende hvedemelet lidt ad gangen. Føl dig frem med mængden, dejen må endelig ikke blive for tør! Når den er smidig og lækker stilles den til hævning under et viskestykke i 45-60 minutter.

Imens laves pestoen. Alle ingredienser til denne smides i en blender, hvor de køres igennem i et par sekunder. Jeg foretrækker en ret grov pesto, hvor man stadig fornemmer mandlernes struktur, hvorfor jeg kun blender ganske kort.

Kom nu pinjekernerne på en varm pande, og rør rundt i dem til de er gyldne.

Når dejen er hævet, skal den udrulles på et meldrysset bord og efterfølgende smøres med pestoen. Derefter drysses med soltørrede tomater (hak dem evt. i mindre stykker først) og pinjekerner, og så er det ellers bare at rulle bassen sammen og skære ham ud i ca. 20 stykker.
Sneglene bliver bedst, hvis de efterhæver en lille halv time under et viskestykke. Til sidst skal de blot bages i 15-20 minutter ved 200 grader varmluft.


Kommentarer

Populære indlæg