Den bedste chili con carne


Må man gerne sige sådan om sin egen mad? At det er den bedste, man nogensinde har smagt? Ikke desto mindre gør jeg det nu. Ser bort fra jantelovens løftede pegefinger, og udnævner min egen opskrift på chili con carne til at være den bedste. Hvad det præcist er, som gør versionen her helt eminent vides ikke med sikkerhed, men jeg tænker, at semidried tomater, chokolade og masser af krydderier er nøgleord. Og så en vis mængde tid, så retten kan få lov at trække så meget smag ud af hver enkelt råvare som muligt. Den tid (eller tålmodighed) var jeg dog ikke i besiddelse af, da jeg lavede retten forleden, hvorfor chilien var bedst på 2. dagen. Jeg lod den blot simre, mens risene kogte, og så måtte der altså mad på bordet. Ejer man en smule mere tålmodighed, så synes jeg bestemt, at man bør lade den stå og hygge sig ved lav varme lidt længere tid. Men skal det gå stærkt, så går det helt fint alligevel, og chilien vil stadig smage formidabelt.

Chili con carne, 6 personer
- 900 gram hakket okse med en lav fedtprocent (jeg brugte 3-6%)
- 4 fed hvidløg
- 2 løg
- 4 spsk olivenolie
- 1 spsk stødt spidskommen
- 1 spsk stødt koriander
- 1 kanelstang
- 2 tsk tørret chili
- 1 tsk oregano
- 40 gram mørk chokolade (jeg brugte 80%)
- 2 spsk semidried tomater i olie, hakkede
- 1 dåse tomatkoncentrat af de store
- 2 dåser hakkede tomater
- 1 dåse almindelige kidneybønner
- 1 dåse kidneybønner med chili
- 1 okseboullionterning
- Salt og peber

Ydermere
- Ris, 1 dl pr person
- Evt. tortillachips
- Creme fraise

Fremgangsmåde
Opvarm olivenolie i en stor gryde og tilsæt spidskommen, koriander og chili. Brænd krydderierne af i et par minutter. Tilsæt derefter løg og hvidløg samt hakket oksekød. Rør godt rundt i gryden, indtil kødet ikke længere er rødt. Tilsæt nu resten af ingredienserne, rør rundt i baduljen og læg låg på gryden. Kog nu risene - eller vent og lad blot retten stå og simre ved lav varme, gerne en time eller mere - efter anvisning. Smag til sidst herligheden til med salt og peber og server med chips, ris, creme fraise, grønt - hvad du nu synes.


Kommentarer

Populære indlæg