Græskarsuppe med tahin-kikærter


Jeg lavede denne græskarsuppe til aftensmad i går, og jeg har tænkt på den hele dagen i dag (tal om at have lidt for stor kærlighed til mad..). Heldigt at der er rester derhjemme! ;-)
Græskarsuppen er virkelig nem at lave, og det samme er de sprøde kikærter, som giver fornemmelsen af en 'ret' og ikke blot en suppe. Jeg skal nemlig gerne være den første til at indrømme, at suppe for mig sjældent kan tælles med som et helt måltid. For altså, der er lidt babymad over det, ikke? Eller er det bare mig, der har det sådan? Ikke desto mindre, så hjælper det gevaldigt på det, at der kommer bid i form at toppings. Her er suppen pyntet med soyayoghurt (for mit vedkommende, creme fraise for de andres), frisk persille og hjemmelavet pesto, foruden tahin-kikærterne. Altså ikke helt dumt.

Græskarsuppe med tahin-kikærter 

Kikærter
- 1 dåse kikærter
- 1 spsk tahin
- 1 tsk olivenolie
- Salt og cayennepeber

Suppe
- 1 hokkaido græskar
- 1 stort løg
- 4 fed hvidløg
- 1 spsk friskrevet ingefær
- 1 tsk koriander
- 1 tsk spidskommen
- 2 tsk chiliflager
- 2 tsk karry
- 1 dåse hakkede tomater
- 1 dåse kokosmælk
- 1 liter vand + 1 grøntsagsboullion
- 2 dl grønne linser
- Saften fra 1 citron

Fremgangsmåde 
Start med at vende kikærterne sammen med tahin, olie, salt og cayennepeber. Kom dem på en bageplade med bagepapir, og bag dem sprøde i ovnen - ca. 20 minutter ved 200 grader.
Snit nu løg og hvidløg samt riv ingefæren. Kom det i en stor gryde sammen med alle krydderierne. Svits i et par minutter. Vask græskaret og fjern kernerne (de kan forresten gemmes og bages med salt som en lækker snack!), skær det i tern - behold bare skrællen på - og kom også dem i gryden. Svits yderligere i 1 minuts tid, og tilsæt så vand, boullion og hakkede tomater. Kog dette et kvarters tid, tilsæt linserne og kog yderligere suppen en halv times tid. Når græskarternene er møre, og linserne kogt ud, tilsættes kokosmælk, citronsaft samt salt. Suppen stavblendes og serveres ellers med ønsket topping. Velbekomme!


Kommentarer

Populære indlæg