Hyldebærsaft


Ah, varm hyldebærsaft er sådan en dejlig drik. Især når den er hjemmelavet og serveret i pæne glas.
Jeg var på klapvognstur med vuggestuen (præcist så hyggeligt som det lyder! ), som jeg arbejder i, for nogle dage siden, og kom således forbi et kæmpemæssigt hyldetræ. Tiden (og tålmodigheden hos de små) var ikke til at plukke de smukke bær, så jeg måtte vende tilbage, da jeg havde fri. Det gjorde jeg så, og snart efter var der hyldebærsaft. Vildt lækkert, og enormt tilfredsstillende sådan at have hjemmeproduceret saft på fine flasker stående i køleren. Portionen jeg lavede, blev dog ikke specielt stor, da jeg måtte sande ikke at kunne nå en brøkdel af bærerne på træet. Men lidt har også ret! Nedenstående opskrift giver saft til en flakse rummende 1 liter, samt en lille flaske som den på billedet.

Hyldebærsft
- Ca. 1/2 fyldt bærepose hyldebær
- 5 æbler
- 1/2 L vand
- 300 gram sukker
- Saften fra 2 citroner

Fremgangsmåde
Skyl og nip hyldebærerne. Det behøves ikke gøres specielt grundigt, blot de største stilke sorteres fra. Skær æblerne i grove tern og kom dem sammen med bærerne i en stor gryde. Tilføj 1/2 liter vand og  kog herligheden en times tid, eller til alt væden er sivet ud af hyldebærerne. Si herefter saften igennem et viskestykke ned i en skål. Det kan godt tage lidt tid. Kom herefter saften tilbage i gryden, og kog den op med sukker. Smag til med citronsaft. Jeg er vild med et syrligt modspil, og brugte derfor 2 citroner. Faktisk kunne jeg snildt have brugt mere, men det kan man jo gøre præcist som man vil. :-) Hæld til sidst den færdige saft på skoldede glasflasker. De kan holde sig ret længe på køl, så længe man sørger for, at have gjort dem helt sterile.

Server hyldebærsaften kold eller varm, eller med danskvand. Alt er godt, men varm saft er nu allerskønnest på kolde efterårsdage. Blandingsforholdet passer forresten med 1 + 4, vil jeg sige.


Kommentarer

Populære indlæg