Æblemuffins


Æblesæsonen er endnu over os, og jeg er stadig ret pjattet med det. Min begejstring resulterer således i æbler som oftest både morgen, middag og aften, enten på den ene eller på den anden måde. I tern på morgengrøden, i sprøde salater, on the rocks, eller som element i sødt bagværk. 'An apple a day', som man siger, og så kan det vel være lige meget, om det er druknet i kagedej? Måske ikke i længden. Selvom lidt ekstra polstring på sidebenene nok kun vil være fordelagtig i den kommende kolde tid?
Hvorom alting er, så er det faktisk alligevel at stramme den, at kalde muffins'ne her for decideret kage, for de scorer altså helt okay, hvis vi snakker ernæring. Men det er jo ingen dårlig ting - i al fald ikke i min bog - så længe de stadig smager skønt. Og det gør de! 

Æblemuffins med mandler, kanel og andre varmende krydderier, ca. 10 stk
- 2 æg
- 2 spsk honning (evt. 3, hvis du ønsker dem meget søde)
- 1 meget moden most banan
- 2 tsk kanel
- 1 tsk vaniljepulver
- 1/2 tsk stødt ingefær
- 1 tsk kardemomme
- 1 tsk bagepulver
- 1 dl havregryn
- 1 dl speltmel
- 1 dl hvedemel
- 4 spsk kokosolie (alternativt brug rapsolie)
- 2 æbler
- 1 håndfuld mandler
- Kanel til drys

Fremgangsmåde
Pisk æg og honning sammen med en håndmikser, indtil massen er lys og luftig. Tilsæt dernæst de øvrige ingredienser, pånær æbler og mandler, og pisk igen til dejen er ensartet. Fyld nu 10-11 muffinsforme ca. halvvejs op til kanten, og placer 3-4 æbletern på toppen af hver. Tryk dem let ned i dejen, inden der til sidst drysses med hakkede mandler og kanel(sukker). Bag dine muffins ved 180 grader varmluft i 15-18 minutter, og lad dem køle lidt af. Så er der ellers eftermiddagssødt i et snuptag. Velbekomme! 


Kommentarer

Populære indlæg