Mættende salat med quinoa, kylling og humus



Denne salat er faktisk inspireret af noget så eksotisk som køledisken hos 7 Eleven. Jeg købte en to-go salat til at spise i toget, og jeg havde ærligt ikke de vilde forventninger til den. Men den viste sig at være helt udemærket, og særligt matchet mellem humus, quinoa og rødbede spillede super godt sammen. Så jeg besluttede at kreere noget lignende herhjemme, bare en anelse mere spicy og  spændende. Resultatet blev simpelthen så lækkert, at jeg vil gå så langt som til at sige, at denne er en ny højtrangeret yndlingssalat af mine. Måske endda yndlingssalatEN. Sund, mættende, knasende, simpel, what's not to like. Og så er det jo bare et ekstra bonus, at den også er pæn med pæn på. :-)

At gengive præcise mål og afvejninger kan jeg simpelthen ikke, men jeg tænker også, at det er noget man burde kunne sjusse sig frem til. I hvert fald består salaten af følgende komponenter:

- Revet rødbede, vendt sammen med masser af bredbladet persille

- Kogt sort quinoa, ca. 1/2 dl ukogt quinoa per mand (kvinde)

- Ovnbagt kylling, ca. 1 bryst per person, krydret med revet citronskal, tørret persille, salt og peber. 'Riv' den bagte kylling fra hinanden for et mere rustikt look.

- Bagte kikærter, vendt med olivenolie, salt, en masse citronsaft og tørret persille. Disse skal have ca. 40 min i ovnen ved 220 grader.

- Og kronen på værket; humus. Denne er med masser af hvidløg og frisk persille. Min opskrift er igen uden præcise mål, men prøv dig frem, humus kan ikke gå galt. Mit bedste tip er nok, at du skal bruge mere af alt, end du lige tror.

Til en kæmpe portion skal bruges:
- 750 gram kogte kikærter, drænet vægt
- 3 store håndfulde bredbladet persille
- Saft fra 2 citroner
- 3 store spsk tahin
- 8 fed hvidløg
- 1,5 spsk spidskommen
- 1,5 spsk koriander
- 2-3 dl god olivenolie
- 1-2 dl vand
- Salt og peber

Alle ingredinser stavblendes blot. Simple as that. Overskydende humus kan fryses ned eller spises på brød, som dip eller med falafel.

Ellers er der jo blot tilbage at samle og anrette sin salat. Det er noget af en proteinbombe, så jeg garanterer mæthed foruden glade smagsløg. :-) Velbekomme!

Kommentarer

Populære indlæg