Sundere fastelavnsboller med fyld af peanutbutter, chokolade og dadler


Her på det seneste har jeg overhørt en del folk (eller hvad vi nu skal kalde disse skæbner) ytre, at de ikke rigtig "forstår det specielle ved boller med fyld". Min reaktion til dét: "Seriøst! Are you kidding me!? Hvilket menneske er du?" Altså jeg mener, for det første så har jeg fødselsdag i februar, hvorfor fastelavnsbollen for mit vedkommende rimer på fest og gaver. Og for det andet, så er gærdej, eller wienerdej for den sags skyld, med creme og glasur og pynt jo en vaskeægte gudespise! End. Of. Discussion. At proklamere, at man ikke kan lide fastelavnsboller er i mine ører lidt det samme, som når folk siger, at de nogle gange glemmer at spise. Igen, are you kidding me? I ved, sådanne udtalelser, som er så way out, at man ikke rigtigt kan stille andet op end at sende vedkommende med det muterede spisegen et akavet og uforstående blik. Alt imens man måske står og kommer til at føle sig en lille smule tyk. Bare lidt. Selvom man egentlig ikke burde.

Nå, I har nok fanget den. Jeg kunne snildt spise fastelavnsboller hver eneste dag, men det går jo ikke. Vel? I hvert fald ikke hvis vi snakker den traditionelle kalorius med hele svineriet. Så derfor, kære venner, har jeg opfundet 'Den Sunde Fastelavnsbolle', og den er et kæmpehit! I hvert fald blandt alle, som har smagt. Den slår ikke bagerens fløde-orkie, det gør den sgu ikke, men den kan til gengæld spises i rå mængder uden kvalme og sukkerchok til følge. SÅ smart.


Sundere fastelavnsboller, ca. 15 stk 
- 1/2 pakke gær
- 3 dl lunken vand
- 2 dl havremælk (anden mælk kan bruges)
- 2/3 dl rapsolie
- 2 spsk Lucuma frugtpulver (jeg har købt det på bud i en helsebiks, og det smager udemærket. Men honning eller rørsukker vil sagtens kunne bruges)
- 1 dl havregryn
- 1 stor moset banan
- 2 tsk vaniljesukker
- 1 tsk salt
- Mel til dejen kan æltes. Ca. 500 gram, vil jeg skyde på. Jeg brugte en blanding af ølandshvede, graham og almindeligt hvedemel

Fyld
- 12-15 friske dadler
- 80 gram mørk chokolade
- 2 store spsk crunchy peanutbutter
- Et nip salt

+ Glasur og frysetørrede hindbær til pynt

Fremgangsmåde
Opløs først gæren i det lunkne vand. Tilsæt så havremælk, olie, salt, vaniljesukker, banan, og havregryn og rør godt rundt. Derefter tilsættes melet lidt ad gangen, indtil dejen er tilpas fast til at kunne æltes på et meldrysset bord. Når dejen er æltet godt igennem, skal den hæve på køkkenbordet så længe, som du gider vente. Min hævede 1,5 time, tror jeg, men 1 time er også fint.
Imens dejen hæver, kan du lave fyldet, som simpelthen blot består af dadler, smeltet chokolade (i mikroovn eller over vandbad) og peanutbutter + et drys salt. Fyldet skal blendes sammen med en stavblender, og smager forresten så godt, at det kan trilles til kugler, stilles på køl og derefter spises som slik. Bare et tip.
Når dejen er hævet til dobbeltstørrelse vendes den igen ud på et meldrysset bord, hvor den deles i ca. 15 klumper. Hver klump flades ud til en lidt tyk og lidt firkantet pandekage, hvorefter en klat fyld kommes på midten. Pak til sidst fyldet ind i dejen, og placér bollen på en bageplade med den pæne overflade opad - selvsagt.
Bollerne kan pensles med mælk eller æg inden de kommes i ovnen, og de skal bage ca. 20 minutter ved 200 grader.


Kommentarer

Populære indlæg