En ret vild chokolademousse


Jeg tror måske, at det her er min yndlingsdessert. Eller, jeg er faktisk ikke rigtig i tvivl om, at det her er min yndlingsdessert. Generelt har jeg bare en svaghed for alt inkluderende chokolade, men når også æstetik, konsistens, smagsnuancer og lethed vinder på point, så er jeg solgt. Fuldstændigt. Og denne dessert er sådan lidt en overlegen vinder. Den indeholder hovedsagligt chokolade, den er tung og fudgy på en næsten kvalmende men absolut uimodståelig måde, den er smuk og så danner vanilje, kokos og chokolade grundlag for en himmelsk treenighed, når vi snakker smage. Og så er den nærmest uforskammet nem at bikse sammen. Så ja, en sand lille perle af en dessert, som du simpelthen ikke må synde dig selv for. Jeg tør godt love, at den er bedre end traditionel chokomousse med fløde og æg. Den er altså go' nok..


Chokolademousse til 4 personer
- 10 friske dadler
- Kornene fra 1 vaniljestang (alternativt 1 tsk vaniljepulver)
- Det fede/faste + lidt af vandet fra en dåse kokosmælk
- 70 gram god 70% chokolade
- 2 spsk kakao
- 2 spsk kokosolie

Fremgangsmåde
Udsten dadlerne og kom dem i en blender/foodprocessor. Smelt chokoladen over vandbad (alternativt i mikroovn) og tilsæt denne til dadlerne. Blend til du har en tyk og glat chokolademasse, og tilsæt herefter det fede fra kokosmælken + et par spsk af vandet. Ligeledes tilsætter du vanilje, kakao og kokosolie, og så blender du ellers bare hele baduljen. Det tager lidt tid at få den helt glat, så man ikke fornemmer dadlernes struktur. Til sidst hældes moussen på glas, og så skal den bare hygge sig i køleskabet i minimum et par timer, men også gerne til næste dag. Pynt med friske og frysetørrede bær  - eller hvad du foretrækker - inden servering. That's it. 

Kommentarer

Populære indlæg