Autentisk dhal


Jeg har virkelig ofte lavet dhal. Eller, i hvert fald den ret som jeg indtil for nyligt yndede at kalde for dhal. I denne kom jeg altid læssevis af tomater, ingefær og krydderier, og det smagte - og smager - skam også dejligt. Men det er ikke den ægte vare. Efter min rundrejse i Sri Lanka og et lærerigt madlavningskursus i et halvsnusket og meget beskedent køkken, har jeg ladet mig erfare, at en autentisk dhal er en meget simpel dhal. Tomater skal der til, men ikke mere end en enkelt eller to, og da slet ingen flåede af slagsen! Krydderier skal der også til, men langt fra den sammensætning, som jeg før i tiden har ladet min ret tilsmage med. Ingefær skal om noget ikke agere smagsgiver, da det er den rene dødssynd at tilføje den sunde rod til vegetarretter. Jeg er dog ganske uening i dén påstand, men vores læremester i køkkenet skulle man altså ikke sætte sig op imod, fandt jeg ud af..


Nuvel, med al respekt for det autentiske køkken har jeg her forsøgt at sammensætte den helt rigtige linseret, den absolut korrekte dhal. Og resultatet blev godt, virkelig godt faktisk , og tog mig med det samme tilbage til de stopfyldte og primitive restauranter (eller som oftest gadekøkkener) i smukke, fantastiske Sri Lanka. 


Dhal, 5-6 personer
- 300 gram røde linser + vand til det dækker
- Salt
- Olivenolie
- 1 stort løg
- 3 fed hvidløg
- 2 mellemstore tomater
- 2 kanelstænger
- 1 tsk sennepsfrø
- 1 tsk chilipulver
- 1-2 spsk stærk karry, afhængigt af ønsket styrke
- 2 tsk tørret koriander
- 2 tsk spidskommen
- 2-3 laurbærblade
- Saften fra en halv citron
- Det tykke fra en dåse fuldfed kokosmælk + 2-3 spsk af kokosvandet

Fremgangsmåde
Skyl først linserne 4-5 gange under koldt vandt. Når vandet er helt klart, er linserne klar til brug. Bland nu krydderierne sammen og kom dem i en gryde med en god sjat olivenolie, hakket løg og hvidløg. Svits i et par minutter og tilsæt linser, tomat og vand så det dækker. Lad retten simre 15 minutter og tilsæt kokosmælk. Tilføj eventuelt også lidt mere vand, hvis den virker for tør. Smag til sidst retten til med salt og citron. Server dhalen med ris og pandebrød, hvis det skal være helt autentisk. Jeg toppede også med lidt soyayoghurt (alternativt creme fraise) og frisk persille, men det kan snildt udelades.

Kommentarer

Populære indlæg