Grøn kartoffelsalat med asparges, radiser, avocado og pesto


Nye kartofler, smukke radiser, sprøde asparges, cremet avocado og lidt af den pikante rucola. Alt sammen forenet med en klassisk basilikumpesto. Lyder det godt? It iiiiiis! Det her er virkelig en salat, som smager af sommer, og så er den tilmed både virkelig nem og virkelig pæn med alle de grønne nuancer. Salaten udgør et glimrende måltid i sig selv, men kan også agere uimodståelig kompagnon til diverse grilllerier. For eksempel i sød forening med en saftig lakseside bagt på grillen - jeg siger jer, det ville være et match made in heaven!


Endnu et plus ved salaten er, at den er forholdsvis hurtig at bikse sammen og ydermere fungerer som den perfekte frokost to go. Jeg selv havde den med på picnic sammen med alle mine børnehaveunger i dag, og det var altså ret sublimt at sidde på græsset og gumle sommerlækker salat i sig, alt imens solen gennemvarmede os alle sammen. Jeg spår den i al fald en fyrstelig fremtid herhjemme sommeren igennem!


Kartoffelsalat, tilbehør til 4-5 personer
- 800 gram nye kartofler 
- 1 bundt friske grønne asparges
- 1 bundt radiser
- 1 bakke ruola
- 1 stor avocado
- 4-5 spsk pesto
- Eventuelt ristede pinjekerner eller saltede mandler 

Fremgangsmåde
Skrub kartoflerne rene, men lad endelig det meste af skrællen sidde på. Kog dem derefter i saltet vand indtil de er møre, det tager ca. 15-20 minutter alt efter størrelse. Når du kan stikke en urtekniv i en kartoffel, hvorefter den slipper med lethed, er den helt perfekt. Imens kartoflerne koger, laves pestoen (klik på linket for opskrift). Skær avocado, radiser og asparges i passende størrelser, og lad kartoflerne køle af, inden det hele anrettes på en bund af rucola og overhældes med generøse mængder pesto. Havde jeg ligget inde med flere pinjekerner, eller havde jeg overvejet, hvor lækkert et drys saltede mandler på toppen kunne have været, havde jeg uden tvivl tilføjet dette. Det må blive næste gang. Velbekomme og god sommer! 


Kommentarer

Populære indlæg