Sweet potato fries med chilimayo


Sweet baby Jesus hvor har vi sat mange sweet potato fries (det lyder bare bedre på engelsk, ik?) til livs gennem den seneste måneds tid. I Australien propper de søde kartofler i alt, hvad de kan slippe afsted med. I salater, i tærter, på pizza, i pirogger og så selvfølgelig; i frituren. Fritterne serveres som oftest med en god klat chilimayo at dyppe i, og det smager bare hjernedødt godt. Med sådan en portion fedtet kærlighed ved hånden er du ikke langt fra himlen, det vil jeg gerne garantere. Man føler sig tilmed næsten (næsten!) helt sund der i sit pomfriotgie med mayo om mundvigen og saltfedtede fingre, for søde kartofler indeholder som bekendt laaaangt mindre stivelse og laaaangt flere fibre end almindelige kartofler. Nå, det vidste du måske ikke? Nu ved du det i hvert fald, og det giver vel meget god anledning til at smide sådan en omgang orange strimler i ovnen med det vons! Fritterne bliver nemlig lige så gode i ovn, som de gør efter en svømmetur i en snasket frituregryde, og heldigvis for det da. Du må dog være en kende forsigtig med disse labre larver, for de er STÆRKT vanedannende! Her tales af erfaring..

Sweet potato fries, tilbehør til 3-4 personer
- 5 søde kartofler af medium størrelse
- 2 spsk olivenolie
- Groft salt og rosmarin

Fremgangsmåde
Vask kartoflerne og skær dem i pomfritfacon. Behold endelig skrællen på, hvis kartoflen er pæn, det smager skønt. Drys fritterne med salt og lad dem gerne stå og 'trække vand ud' i en halv times tid, inden de kommes i ovnen - det gør dem sprødere. Vend de søde kartofler med lidt god olivenolie, inden de bages ved 180 grader i 35-45 minutter. Vend rundt i fritterne et par gange undervejs og skru eventuelt op for varmen i de sidste minutter, så de får en god skorpe.

Chilimayo med hvidløg
- 4 spsk god mayo
- 1 spsk sød chilisovs
- 1 tsk chiliflager
- 1 fed hvidløg
- Salt

Fremgangsmåde
Der er vist ikke så meget at sige her; rør ingredienserne sammen og lad gerne mayo'en trække lidt inden servering.


Kommentarer

Populære indlæg