Chili sin carne


Da jeg endnu ikke var hoppet full time på vege-vognen, var én af mine absolutte yndlingsspiser chili con carne. Stærk, intens, krydret comfort food med salte tortillachips og en Corona med lime til lige at afrunde det perfekte set-up. Det bliver ikke bedre, og jeg tør faktisk godt stå ved, at jeg har verdens bedste opskrift på kødversionen liggende lige her. Den kan jeg godt savne af og til, men denne chili sin carne gør det faktisk næsten for mig. Selvfølgelig smager den ikke af KØD, men den associerer sig stadig med Mexico og byder på varmende krydderier en masse.

Chili sin carne, 5 personer + lidt rester eller en portion til fryseren
- Olivenolie
- 2 løg
- 4 fed hvidløg
- 4 gulerødder i tynde skiver
- 3 tsk stødt gurkemeje
- 4 tsk stødt spidskommen
- 2 tsk stødt koriander
- 1 lille chili eller 1 tsk chiliflager
- 1 dåse sorte bønner
- 1 dåse kikærter
- 1 dåse baked beans
- 2 dåser kidneybønner
- 3 dåse flåede tomater
- 3 spsk tomatpure
- 1 dl frosne majs eller en lille dåse majs
- 2 dl quinoa
- 2-3 dl vand (start med 2 dl)
- Salt

Fremgangsmåde
Hak løg, hvidløg og skær gulerødderne i tynde skiver. Kom det i en gryde med en god sjat olivenolie, og rør rundt i et par minutter. Tilsæt nu tomatpure, chili og krydderier. Rør igen i gryden i et par minutter og tilsæt da flåede tomater, quinoa, bønner og vand. Læg låg på gryden og lad retten simre ved lav varme i små 20 minutter. Rør rundt i din chili en gang imellem og tilsæt mere vand, hvis den virker for ¨tør¨. Kom til sidst majs i retten og lad dem varme igennem. Smag til med salt. Server din chili sin carne med avocado, creme fraise, frisk koriander, tortillachips, eller hvad du behager.

Tip: Chili sin carne smager også skønt i en tortillapandekage. Top eventuelt pandekagerne med cheddarost og giv dem en lyntur i ovnen. Server med guacamole og salsa, og jeg lover dig, at du bliver nærmest lykkelig.

Kommentarer

Populære indlæg