Marrokansk linsegryde


Den lyserøde kuffert er tømt og henstillet til kælderrummet, og vores stue har nu fået et etnisk touch i form af spraglede puder og lerfade i stil med tallerkenen på ovenstående billede. Vi har haft ti vidunderlige dage i Marrakech, hvor friskpresset juice, krydderi-mekkaer og æstetisk velvære har dannet ramme om en ferie af den helt i orden slags. Selvom det altid er en fornøjelse igen at kunne indånde århusiansk havluft efter færden uden for postnummer 8000, så skal jeg gerne indrømme, at nogen (læs: jeg) har det en lille smule presset over igen at skulle i gang med en hverdag, som ikke just emmer af driver-mentalitet og bare tæer i sandaler. Heldigvis er jeg af den overbevisning, at evighedsferie ville gå hen og blive et kedeligt koncept i længden, så måske det alligevel bliver okay at få terpet fagteorier og tilhørende overspringshandlinger igen. Om ikke andet så har jeg fødselsdag sidst i februar, OG så er det den tid på året, hvor det er tilladt at spise fastelavnsboller flere gange ugentligt. De små glæder, I ved.

I Marrakech, havde vi lejet det yndigste hus igennem Airbnb, hvilket, foruden tagteresse med pool og mosaikker en masse, også var udstyret med et fint køkken, som tillod os at gå på opdagelse i de lokale råvarer for derefter selv at kreere måltider, som blev serveret i håndmalet keramik. Ret hyggeligt og ikke mindst opvejende for det marrokanske køkken, som bestemt var lækkert men ikke udpræget vegetarvenligt. Lidt en skuffelse, men det ville alligevel være løgn at sige, at vi ikke har levet og spist som prinsesser. Alle bymure i Marrakech er desuden lyserøde, så har man en indre prinsesse iboende sig, så er jeg sikker på, at man vil falde pladask for byen med det samme. I virkeligheden vil jeg dog anbefale alle at slå et smut forbi Marokko, som simpelthen skal opleves! Man kan hoppe på en flyver fra Kastrup og knapt fire timer efter befinde sig i Afrika, og så kan dén krydses af på listen. ;-)

Nok snak for nu! Her kommer opskriften på en marrokansk linsegryde med søde kartofler, squash, auberginer, kikærter og deslige. Med andre ord; en sund, varmende og smagfuld grøntsagsret, som smager af tusind og én nats eventyr.

Marrokansk linsegryde, 6-7 personer
- 2 tsk stødt gurkemeje
- 1 tsk sennepskorn
- 1 tsk cayennepeber
- Olivenolie
- 1 kæmpestort løg
- 5 fed hvidløg
- 1 aubergine
- 4 baby-squash eller 2 af almindelig størrelse
- 4 gulerødder
- 10 cherrytomater
- 4 søde kartofler
- 1 dåse kikærter
- 3 dl grønne linser
- 2 små dåser tomatpure
- Vand (svarende til 4-5 gange så meget, som kan være i kikærtedåsen)
- salt
- Rucola, feta og fladbrød som tilbehør

Fremgangsmåde
Start med at klaregøre alle grøntsagerne. Vaske, skrælle, hakke i mundrette størrelser. Kom så en rigtig god sjat olivenolie i den største gryde, du har. Heri tilsætter du hakket løg og hvidløg sammen med sennepsfrø og gurkemeje. Efter et par minutter tilsættes gulerødder og søde kartofler sammen med cayennepeber. Lad det stege i fem minutters tid, og tilsæt da aubergine. Steg igen grøntsagerne i fem minutter, inden du tilsætter squash, tomater og tomatpure. Bland det hele godt sammen med pureen og tilføj linser (husk at vaske dem først, især hvis de er købt i løsvægt i en Bazar!), kikærter, salt og vand, så det dækker. Nu skal retten bare simre ved svag varme i rundt regnet 45 minutter. Rør rundt nu og da og tilsæt eventuelt mere vand, hvis den virker for tør. Smag til med salt og cayennepber og server med smuldret feta og rucola på toppen, og også gerne et fladbrød til at dyppe med.

Kommentarer

Populære indlæg