Groft grydebrød til din weekendmorgen


Hvis det på mærkværdig vis skulle være gået nogens næse forbi, så er der udsalg af den helt tunge kaliber, hvor end man kigger hen i disse dage. Vi snakker skiltninger med 50 og 70 procents rabatter bøjet i neon i alle butiksvinduer og på alle netshops. Det er på sin vis en meget fin ting (om end et sådant salg får det værste op i vestlige materialister. Mig selv inklusive), hvis man da a) har penge på lommen eller b) mestrer kunsten at beherske sig.
Jeg er på SU, så det svarer ganske enkelt på a'eren, og skal jeg være helt ærlig, så er beherskelse - vi kunne også kalde det fornuft, velovervejethed eller noget tredje - ikke et karaktertræk, som rangerer i top hos mig. I hvert fald ikke når det kommer til købetrang.


Således kan vi lige klippe til en dag i sidste uge, hvor jeg stod i Imerco og momentant var af den fulde overbevisning, at jeg ikke kunne leve uden en støbejernsgryde. Og det til trods for, at jeg netop havde lovet mig selv, at udsalgsshopperiet for længst var sluttet for mig. Set i retrospekt kunne jeg nok sagtens have været den foruden, men helt ærligt, så er det altså en god investering at erhverve sig sådan en fætter, for de er G-E-N-I-A-L-E at bage brød i, og det samme gælder, når der skal laves simreretter. Og eftersom sådanne gryder rent prismæssigt ligger i den lidt højere ende, så er det altså en god idé at gå på jagt, når udsalget raser. Hvilket er lige nu - så go get it!


Grydebrød er dødlækkert. Simpelthen. Og så er det nemt. Man skal ikke have grabberne i dejen, og foruden de fem minutter det tager at røre ingredienserne sammen, klarer den selv resten over en 12-timers tur i køleskabet. Derefter skal dejen blot vippes over i gryden, bages i 40 minutter, og så er der brød af den slags, som får dig til at takke guderne for, at du ikke er glutenintolerant.

Til 1 grydebrød
- 15 gram gær
- 6 dl koldt vand
- 1 stor spsk honning (eller rørsukker)
- 1 spsk salt
- 150 gram speltmel
- 400 gram hvedemel
- 1 dl blandede frø og kerner (her er brugt græskarkerner og hørfrø)
- Lidt havregryn til at drysse bund og top med
- støbejernsgryde, ca 4 liter

Fremgangsmåde
Opløs gæren i det kolde vand og tilsæt honning og salt. Kom herefter alt melet i og rør godt rundt, inden du tilsætter kernerne. Dejen skal være lind og ret våd, når den stilles i køleskabet. Lad den koldhæve i 12 timer.
Når du skal bage brødet, tænder du ovnen på 250 grader og stiller støbejernsgryden derind, så den bliver brandvarm. Herefter tages gryden ud og drysses med lidt havregryn i bunden, inden dejen hældes i. Drys også lidt gryn på toppen, kom låg på gryden og stil den tilbage i ovnen, som stadig skal være 250 grader. Bag brødet i 25 minutter med låg, hvorefter det skal have 10-15 minutter uden låg. Hold øje med det, for nu går det stærkt.
Lad brødet køle af i minimum en halv time, inden det spises med tandsmør, eller hvad du nu foretrækker (avocado er også godt, men det er mest for at højne det visuelle indtryk. Alle ved, at man først er ægte blogger, når man har postet en avocadomad).


Kommentarer

Populære indlæg