Sommersalat med bagte rabarber, quinoa og mynte



Hermed leveres opskriften på min nyeste favorit sommersalat. Den har ganske simpelt hele pakken; sødme og syre fra bagte rabarber, struktur og bid fra quinoa, friskhed fra ærter og mynte, fedme fra feta og knas fra ristede mandler. Sommetider går tingene bare op i en højere enhed, og så er der intet andet for end at glæde sig over det, smække benene op, fylde sit glas med rosé og nyde sin mad. Og sit liv, sit selskab, sin fine altan, at solen trods alt kigger frem engang imellem, eller hvad man nu ellers kan finde på at glæde sig over.



Sommersalat med rabarber, quinoa og mynte, 4 personer
- 2 dl sort quinoa
- 1 dl mandler
- 1 bakke friske ærter (500 gram)
- 1 bakke frisk spinat (100 gram)
- 10 stængler rabarber
- 1 lille potte frisk mynte
- Fetaost fra blok, smuldret
- 4 spsk rørsukker
- 2 spsk olivenolie

Dressing til salaten
- 2 spsk flydende honning
- 2 spsk olivenolie
- saften fra 1 lime
- salt + friskkværnet peber

Fremgangsmåde
Start med at sætte quinoaen over og kog den efter anvisning på pakken. Ovnen tændes på 200 grader, hvorefter mandlerne skal bage i cirka 10 minutter. Imens klargøres rabarberne. Snit stænglerne i stykker af 3 cm og vend dem sammen med sukker og olivenolie. Når mandlerne er ude af ovnen, kommes rabarberne derind. De skal også have omkring 10 minutter. Når de er saftige og møre uden at være splattede, er de færdige. Kom lidt flydende honning ud over de bagte rabarber, hvis de er for sure - de skal være det søde element i salaten, så bare vær lidt rundhåndet.
Imens rabarberne og quinoaen køler af, klargøres resten af salaten. Spinaten skylles, mandlerne hakkes, fetaosten smuldres, ærterne bælges og mynten hakkes - men husk at gemme lidt blade til pynt.
Dressingen røres også sammen, og den hakkede mynte kommes deri. Vend nu den afkølede quinoa sammen med spinaten, ærterne og dressingen, inden blandingen anrettes på et stort salatfad. De bagte rabarber, mandlerne og featen kommes ovenpå, inden der til sidst drysses med lidt mynteblade. Salaten smager helt eminent sammen med et stykke laks, som lige har fået en marinade af honning og lime, inden den er kommet en tur i ovnen. Muuums filibaba!


Kommentarer

Populære indlæg