Vaffelburgere med mexi-bøffer af søde kartofler og kidneybønner


Kalenderen skriver august og sommerferie, men jeg sidder få meter fra en knitrende brandeovn iført  rullekrave-strik og med udsigt til et regnskyld så voldsomt, at det omkringliggende sommerhusområde synes støvsuget for mennesker og liv generelt. Det var ikke ligefrem intentionen med denne ferie, at solcremen og badetøjet skulle blive i tasken, og at vi skulle forbande ikke at have pakket uldsokker og vindtætte jakker, men det er altså blevet realiteten...

... Sådan skrev jeg, da jeg påbegyndte dette blogindlæg engang i sidste uge. Jeg må være blevet afbrudt af et eller andet, hvilket meget vel kan have været noget med kage og filmhygge iført føromtalte rullekrave-strik. I hvert fald blev indlægget føjet til 'kladder', og nu, hvor jeg igen er hjemme i Århus, kan jeg så meget passende få skriblet færdig. 

Som nævnt, har jeg været et smut i sommerhus ved vestkysten med min familie, hvilket var ualmindeligt hyggeligt og tiltrængt - omend det føltes mere som at holde efterårsferie end noget andet. Derfor var den mad, vi spiste, også tættere på varmende comfort food end lette sommerretter. Huevos rancheros, simreretter, crumble, lune boller med masser af smør og mexi-burgere, ikke mindst!


Jeg har i noget tid gået og leget med tanken om vegetarbøffer lavet på søde kartofler, bønner og mexicanske krydderier, snasket godt til i guacamole og salsa og sidenhen pakket ind i vafler med kikærtemel. Så da regnen for alvor satte ind, gik jeg i køkkenet, og resultatet blev intet mindre end fantastisk. Hvis jeg da selv skal sige det, og det skal jeg jo. Så her kommer opskriften på det hele:

Mexi-bøffer, 10 stk
- 1 dl grov bulgur
- 1 kæmpestor sød kartoffel (jeg glemte at veje den, men den vejede nok hen ad et lille kilo)
- 2 fed hvidløg, finthakket
- 1,5 tsk spidskommen
- 1 tsk tørret koriander (alternativt en håndfuld frisk)
- 1 dåse kidneybønner eller sorte bønner, drænet for væske
- 1 lille frisk chili, finthakket
- 2 tsk salt + friskkværnet peber
- Saften fra 1/2 lime

Fremgangsmåde
Kog bulguren efter anvisning på pakken. Imens skrælles den søde kartoffel, hvorefter den skæres i mindre stykker. Kog stykkerne helt møre i en smule vand - det tager omkring 20 minutter. Herefter moses den søde kartoffel, inden den kogte bulgur og resten af ingredienserne tilsættes. Smag til med salt, inden 'farsen' stilles på køl i en lille time. Efterfølgende formes bøfferne og bages i cirka 30 minutter ved 200 grader. Vend den eventuelt halvvejs med en paletkniv.


Vafler med kikærtemel, 12 stk
- 50 gram smeltet smør
- 5 dl mælk (soya, havre eller ko)
- 1 tsk salt
- 2 æg
- 2 dl kikærtemel (købes billigt hos din grønthandler)
- 2 dl hvedemel

Fremgangsmåde
Smeltet smør, æg og mælk blandes godt sammen. Herefter tilsættes melet og saltet, og der røres godt og længe med et piskeris. Når der ikke er flere klumper i dejen, stilles den på køl i en halv times tid.
Note: disse vafler er gode både i det søde og det salte køkken. De kan desuden genvarmes på en rist i ovnen dagen efter - så bliver de helt sprøde igen. 

Guacamole
- 2 store og modne avocadoer
- 1 lille rødløg
- 2 fed hvidløg
- 1/2 frisk chili (eller efter smag)
- Saften fra 1/2 lime
- 1/2 tsk tørret koriander
- salt og peber

Fremgangsmåde
Dén giver vist sig selv. Avocadoerne moses, inden resten af ingredienserne tilsættes. Jeg kan godt lide den lidt chunky, hvorfor jeg undlader at mose avocadoerne til ugenkendelighed.

Tomatsalsa
- 10 mindre tomater (San Marzano-tomater er perfekte)
- 1/2 lille rødløg
- et skvæt honning
- 2 spsk olivenolie
- 1/2 lille chili
- saften fra 1/2 lime
- salt og peber

Fremgangsmåde 
Fjern kernerne fra tomaterne og hak dem i mindre stykker. Snit rødløget fint og bland det hele sammen. Lad gerne salsaen trække lidt inden servering.

Opskriften på de lækre ostemajs kommer op snarest. Og den er værd at vente på!

Kommentarer

Populære indlæg