Pad Thai med tofu


Første gang, jeg smagte pad thai, var på en rejse til Thailand for en del år siden, og dengang var jeg ikke henrykt. Slet ikke, faktisk. Jeg husker, hvordan vi selv lærte at lave retten på et madlavningskursus, hvor alt skulle serveres i bambusblade og krydres med så store mængder chili, at alle kursets deltagere skulle kæmpe en mindre kamp med tårekanalerne og formentligt også ville have værdsat et stort glas mælk inden for rækkevidde. Der var bare ingen mælk, mine søstre og jeg var 10 og 12 år, og vi savnede en vestlig tryghedspizza, for det ved man da, hvad er.
Så gik der nogle år, hvor jeg ikke rørte pad thai. 
Og herefter skete det, som ofte sker, når man bliver ældre. Man udvider sine horisonter og heldigvis også sine smagspræferencer. I dag elsker jeg nudelretten, hvor det salte og det søde mødes i en himmerigsmundfuld, som leder tankerne hen imod travle gadekøkkener i tuktuk-befængte stræder, og hver gang jeg spiser en omgang pad thai, lover jeg mig selv, at jeg må tilbage og genopleve Thailand og dets magiske køkken. Hellere i går end om en tid. Men imens jeg venter på, at min opsparingskonto får vokseværk, går det meget fint med at lave retten herhjemme. Her får I min version, som er vegetarisk men stadig smækfyldt med protein fra æg og tofu, og som simpelthen bare smager af en portion mere. Værsgo'! 

Pad thai med tofu, 2 personer
- 200 gram fast tofu
- 6 forårsløg
- 2 store gulerødder
- 2 æg
- 200 gram brede ægnudler (alternativt risnudler) 
- kokosolie til stegning

Marinade
- 3 fed hvidløg, knust
- 3 tsk kokossukker
- 2 spsk sød chilisovs
- 1-2 tsk rød karrypasta
- 6 spsk soya
- 4 spsk frisk limejuice
- 2 spsk friskrevet ingefær
- 2 spsk fiskesovs 
- 1/2 frisk chili, eller efter smag

Ved servering 
- 6 spsk peanuts hakket i mindre stykker 
- lidt forårsløg og eventuelt en smule frisk chili til pynt
- eventuelt bønnespirer 

Fremgangsmåde
Rør først alle ingredienserne til marinaden sammen. Skær derefter tofuen ud i mindre tern, hvorefter de kommes i marinaden og får lov at trække smag. Slå nu æggene ud i en skål og rør dem godt sammen, inden de kommes på en varm pande med kokosolie. Æggemassen skal fordels som en tynd omelet og steges cirka 2 minutter på hver side. Herefter tages omeletten over på et skærebræt, hvor den rulles sammen til en pandekage, som skæres i strimler af 1 cm bredde. Stil æggestrimlerne til side og kog nudlerne efter anvisning på pakken. Imens de koger, skæres forårsløgene i ringe og gulerødderne i tynde strimler, hvorefter grøntsagerne steges et par minutter i kokosolie. Tilsæt herefter tofuen + alt marinaden og lad blandingen stege videre i 4-5 minutter. Tilsæt til sidst de kogte nudler og æggestrimlerne, smag til med soya og chili og server din pad thai med peanuts og friske forårsløg på toppen. 

Kommentarer

Populære indlæg