Spaghetti med laks, mascarpone, spinat og soltørrede tomater


Kære alle, som måtte have fundet vej til dette lille skriv. God nytår! Om jeg fatter, at vi skriver 2018 nu? Det gør jeg ikke. Jeg sidder snarere med en følelse af, at det sidste år er fløjet afsted i en sådan fart, at selv Usain Bolt ville have haft svært ved at følge med. Men sådan er det jo, når man har det sjovt, siger de. Også selvom tiden nok i virkeligheden ikke er gået ét sekund hurtigere, end den altid har gjort det, så kan det godt føles sådan. Vupti, så kom der endnu et år til historien, og så kan man ellers frit begynde at spekulere i det dugfriske kapitel, som venter forude. For mit vedkommende bliver det året, hvor jeg efter lange overvejelser starter på et nyt studie, som forhåbentligt og formentligt er det helt rette for mig. Jeg har i hvert fald sagt farvel til antropologien og glæder mig nu helt enormt til at starte på Journalisthøjskolen lige om lidt. Så skal vi ikke bare blive enige om, at 2018 bliver et festligt indslag? Jeg tror det.

I hvert fald: Rigtig godt nytår! Må 2018 byde på masser af jordbær med fløde, mindre Trump, mange og lange kram, mindre krig og terror og en lang indian summer.

Og nu skal det handle om pasta. For er der én ting, som er sikkert, så er det, at en god pastaret var en sikker vinder i 2017 og ligeledes bliver det i 2018. Denne er med stegt laks, som får følgeskab af  soltørrede tomater og vendes i en cremet blanding af spinat, mascarpone og parmesan. Jeg siger jer, at det er godt. Og hurtigt ikke mindst.

Opskriften er til to personer men er genial at gange op, hvis man er mange om bordet.



Spaghetti med laks, mascarpone, spinat og soltørrede tomater
  • 160 gram spaghetti
  • 2 stykker fersk laks (ca. 225 gram) 
  • 2 tsk smør + olivenolie
  • 2 fed hvidløg, presset 
  • 160 gram frossen spinat
  • 6 spsk revet parmesan
  • 4 spsk mascarpone 
  • 3 spsk soltørrede tomater i olie, hakkede 
  • salt og peber 
  • parmesanflager til pynt

Fremgangsmåde
Kog spaghettien efter anvisning på pakken. Imens steges laksen i olie, cirka 5-7 minutter på hver side eller til den er gennemstegt. I en lille gryde smeltes smørret, hvorefter hvidløget svitses ganske kort, inden den frosne spinat tilsættes. Lad alt væden fordampe, imens spinaten tør op. Herefter tilsættes mascarpone, parmesan og soltørrede tomater, og blandingen vendes godt sammen til en cremet sovs, som smages til med salt og peber og evt. lidt citronsaft. Når laksen er færdig, fjernes skindet, hvorefter kødet rives i mindre stykker og vendes i sovsen sammen med spaghettien. Server straks med parmesanflager og friskkværnet peber. 

Forresten kan man sagtens undlade laksen, hvis man foretrækker retten vegetarisk. 

Kommentarer

Populære indlæg