Byens bedste boller (med surdej og uden røremaskine)


Sidste uge var en god uge. Ikke bar jævnt god, men sådan cirka årets hidtil bedste uge. Og det var det primært fordi, det var min fødselsdag i onsdags. 22 år og helt afklaret omkring mig selv og min fremtid og livet generelt. Og det med mega mange løg på. Men det havde da virkelig også været kedeligt, hvis man i den alder ikke havde mere at tænke over. Jeg glæder mig bare til at vimse rundt i en 22 år gammel krop og se, hvad sådan en kan. Forhåbentligt tage fra og tage ved lære, og så må den også meget gerne kunne løbe næsten 22 kilometer til sommer. I hvert fald et halvmarathon. Det er målet.


For at indfri sådan et mål, har jeg ladet mig fortælle, at man skal spise masser af grove kulhydrater, så maskineriet har noget at arbejde med. Det stemmer meget fint overens med det brødprojekt, som jeg har kørende herhjemme for tiden. I forlængelse af kombuchaeventyret har jeg nemlig kastet mig over endnu en ting, som får lov til at stå og hyggegære på mit køkkenbord, indtil der sker bobler og løjer. Og selvom det ikke just ser indbydende ud, så kvitterer sådan en surdej altså med køkkenmagi, som man bliver lidt lykkelig af.

Det vil mine veninder vide, for jeg serverede surdejsboller (og kage, selvsagt) for dem på min fødselsdag, og de trillede herfra med glade maver og lovning på en opskrift. Så den får de og I her.

Det er vigtigt lige at nævne, at det altså er ment som et projekt i ordets forstand, for en surdej skal have tid, før den vil lege. Er man heldig at bo i nærheden af et af Meyers bagerier, kan man hente en der og starte prompte, men er man bosat i Det Mørke Jylland, må man væbne sig med fire-fem dages tålmodighed.

Godt så. Så går vi igang!

Step 1: Lav din surdej
Jeg har fulgt denne guide til at fremstille min surdej, og den er både skrevet og fungerer så fint, at der ingen grund er til, at jeg gengiver proceduren her.

Step 2: Lav din bolledej 
Når du så har en boblende surdej, kan du give dig i kast med min opskrift på surdejsboller, som giver lækre boller med store lufthuller - UDEN brug at røremaskine. Det er næsten revolutionerende, tror jeg nok, for når jeg har kigget mig omkring på World Wide Web, så har man skullet ligge inde med en røremaskine i alle tilfælde. Og jeg ejer desværre ikke en sådan, for de koster en SU plus det løse. Til gengæld ejer jeg en elpisker med dejkroge, og dét gør tricket.

Særlige køkkenredskaber
  • Elpisker med dejkroge (eller en røremaskine, hvis du er heldig)
Ingredienser til dejen, giver 10 stk 
  • 4 spsk surdej
  • Gær på størrelse med en ært
  • 2 tsk groft salt 
  • Et skvæt flydende honning 
  • 6 dl koldt vand
  • 2/3 hvedemel
  • 1/3 speltmel 

Fremgangsmåde
Bland først vand, surdej, gær, honning og salt sammen i en skål. Tilsæt så meget mel, at dejen bliver som en tyk havregrød i konsistens. Herefter begynder du at røre i dejen med elpiskeren. Tilsæt mere  mel, indtil dejen ikke kan trække mere. Når den er blank og slipper siderne af skålen, er den færdig. Det tager cirka 10 minutter. Lad herefter dejen koldhæve natten over. 

Næste dag tager du dejen ud af køleskabet en time inden, du skal bruge den, så den lige kan vågne. Ovnen skrues op på maks varme (omkring 250-270 grader), og dejen vendes ud på et meldrysset bord, hvor den deles i ti klumper med en dejskraber. Når ovnen er varm, stilles en bradepande med et par centimer vand ind i bunden af ovnen, og pladen med bollerne placeres derover. 
Lad bollerne bage i 10 minutter, imens der er damp i ovnen. Herefter tages bradepanden med vandet ud, og bollerne bages yderligere i 5-7 minutter, eller til de har en god skorpe og føles hule, når man banker på dem. Lad dem køle af på en rist og spis dem lune med masser af smør!



Kommentarer

Populære indlæg