• Amanda Stensgaard

Glutenfri gulerodsmuffins med cream cheese



Uanset om du tåler gluten eller ej, smager de her gulerodsmuffins med cream cheese uforskammet godt. De er søde - uden at være hvinende. Svampede - uden at være klæge, hvilket glutenfrit bagværk ellers godt kan blive. Og så er den krydrede krumme bare rigtigt fine venner med ostecremen på toppen.


Gulerodsmuffins er geniale, hvis man ligger inde med et par halvslatne gulerødder, men hvis det i stedet er en squash, der gemmer sig på bunden af grøntsagsskuffen, kan den fremtrylle en lige så glimrende kage. Faktisk er kage næsten altid mit svar på, hvad man bør stille op med kedelige grøntsager. Kager, tærter eller gryderetter. Men kager er nu det sjoveste. Så det er det, det skal handle om i dag.



GLUTENFRI GULERODSMUFFINS MED CREAM CHEESE

Opskriften giver 10 muffins


Ingredienser

  • 1 dl sødmælk

  • 50 gram mandelmel

  • 110 gram rismel

  • 1 tsk bagepulver

  • 1,5 tsk kanel

  • En knivspids salt

  • 2 æg

  • 150 smør, stuetemperatur

  • 100 gram sukker

  • 50 gram brun farin

  • 200 gram revne gulerødder (eller revet squash)

  • 2 spsk loppefrøskaller


Cream cheese

  • 200 gram neutral flødeost

  • 40 gram flormelis

  • Saft og revet skal fra 1/2 citron


Fremgangsmåde

  1. Bland rismel, mandelmel, kanel, bagepulver og salt sammen i en skål

  2. Riv derefter gulerødderne på et rivejern, så de er klar til at komme i dejen senere

  3. Pisk smør, sukker og brun farin sammen på en røremaskine eller med en elpisker, indtil massen er luftig

  4. Tilsæt nu ét æg ad gangen, imens du fortsætter med at piske. Lad skålen blive i røremaskinen - den skal bruges om lidt igen

  5. Rør loppefrøskallerne sammen med mælken, og lad frøene suge væsken til sig i 5 minutter

  6. Når loppefrøskallerne og mælken er omdannet til en tyk 'grød', tilsættes den smør/sukkerblandingen, og der piskes kort igen, indtil dejen er glat og sammenhængende

  7. Herefter røres melblandingen, de revne gulerødder og smør/sukkerblandingen sammen med håndkraft

  8. Kagedejen fordeles i 10 muffinforme og bages ved 175 grader (ikke varmluft) i 20-25 minutter. Prik i dem undervejs - når du kan stikke en strikkepind i, uden dejen hænger fast, er muffinsne færdige

  9. Imens kagerne bager, røres ingredienserne til ostecremen sammen. Stil cremen på køl, indtil den skal bruges

  10. Når muffinsne er færdige, skal de køle helt af, inden ostecremen fordeles i et gavmildt lag på toppen


Gulerodsmuffinsne holder sig friske cirka 3 dage på køl. De egner sig også fint til frys.