• Amanda Stensgaard

Ramsløgssmør


Ramsløg er skovens gratis guld, og skatten bugner. Især hvis man bor i nærheden af Risskov, er det bare om at tage for sig og smutte i køkkenet, hvor mulighederne er mange. Ramsløgssnurrer, pesto og ramsløgsolie er favoritter, og så er der ramsløgssmør, som også smager forrygende - men som jeg faktisk aldrig har gjort mig i. I hvert fald ikke før nu. Og det var en fejl.


Ramsløgssmør er nemlig genialt at gemme i fryseren, så man har smørskiver på lager, der kan pifte alle sommerretterne op på et nyt niveau. Jeg forestiller mig, at smøret går godt til grillede grøntsager, på en saftig bøf eller en lækker laks. Smurt på brød eller vendt sammen med nykogt pasta. Eller måske i et flute, som man har snittet et par lommer i og siden smækket i ovnen eller på grillen. Halløj for en TREAT! Og det bedste af det hele? Det er nemt! En hyggelig gåtur i skoven, fem minutters arbejde i køkkenet og en tur i fryseren. Så har du ramsløgssmør of your dreams.

RAMSLØGSSMØR

1 rulle


Ingredienser

  • 250 gram smør, blødt

  • 2 håndfulde ramsløg

  • 1 tsk flagesalt

Fremgangsmåde

  1. Vask og tør ramsløgene og hak dem meget fint

  2. Vend ramsløg og flagesalt i det bløde smør og rør, indtil ramsløgene er jævnt fordelt

  3. Kom smøret på et stykke bagepapir, form det til en pølse og tril den på køkkenbordet, indtil overfladen er glat

  4. Kom smørrullen i fryseren (med bagepapir) og lad den ligge der er par timer

  5. Tag rullen op, fjern bagepapiret, skær skiver á 1 centimer, læg skiverne i en pose eller boks og kom den tilbage i fryseren

  6. Så har du smørskiver klar, som kan tages op efter behov